og saa besynderlig stræbe efter kostelig Spise og Drikke?
Intet mindre, svarede Simmias.
Vil han være hengiven til Elskov?
Lige saa lidet.
Og i Henseende til de øvrige Livets Beqvemmeligheder? Vil han, for Exempel, i sin Klædedragt see paa Pragt og Yppighed? eller vil han være fornøiet med det Nødvendige uden at agte paa det Overflødige?
Hvad man kan undvære, svarede han, bekymrer den Viise sig intet om.
Vil vi ikke overhovedet sige, blev Socrates ved: En Philosoph søger at undslaae sig for alle unødvendige Livets Bekymringer, for med større Opmærksomhed at kunde passe paa sin Siæl?
Tilforladelig!
Han skiller sig altsaa fra de øvrige Mennesker deri, at han ikke aldeles lader Livets Sorger paalægge sit Gemyt Lænker, men søger at afvende sin Siæl fra Omgang med Legemet.
Det synes saa.
Den største Hob Mennesker, Simmias! vil sige dig, at den fortiener ikke at leve, der ikke vil nyde Livets Behageligheder. Det kalde de at tragte efter Døden, naar man afsiger ald sandselig Fornøielse, og afholder sig fra ald kiødelig Vellyst.
