Simmias loe. Ved Jupiter! Socrates! jeg maae lee, saa lidet jeg end er oplagt dertil. Hvad du her siger, er kanskee ikke saa fremmed for Folk, som du meener. Denne Byes Folk kunne i Besynderlighed sige dig: at de meget vel vide, at Philosopherne vil lære at døe, derfor lade de dem og vederfares det som de fortiene og hvorefter de sigte.
Jeg vil tilstaae dem alle Ting, Simmias! dog det ikke, at de indsee det. De vide ikke, hvad Døden er, hvorefter Philosopher tragte, og hvorvidt de fortiene den. Dog hvad gaaer de os an! Jeg taler nu med mine Venner.
Er Døden ikke noget, som kan lade sig beskrive og forklare?
Jo vist! svarede Simmias.
Er den andet end en Skilsmisse imellem Legeme og Siæl?
Kaldes det ikke at døe, naar Siælen forlader Legemet og Legemet Siælen, saaledes, at de ingen videre Foreening have med hinanden, og enhver bliver for sig selv? Kaldes det ikke at døe? Eller veed du tydeligere at forklare hvad Døden er?
Nei! Kiære!
Overlæg engang, min Ven! om det og forekommer dig saaledes som mig. Hvad meener du? Vil den sande Elsker af Viisdom hænge efter de saa kaldede Vellyster,
