Jeg? intet, Kiære! svarede Crito.
Manden, som skal bringe dig Giften, lader mig ingen Roe: Jeg skulle bede dig, ikke at tale saa meget. Man ophidser sig derved, siger han, og da virker Drikken ikke saa got. Han har ofte maattet tillave den anden eller tredie Giftdrik til Folk, der ikke har kundet holde sig for at tale.
Lad ham, Guds Navn! sagde Socrates, gaae hen og forrette sit Embede. Han kan holde den anden Giftdrik færdig, eller den tredie, om han saa synes.
Dette Svar har jeg formodet mig, sagde Crito; men Manden vil ikke holde op.
O! lad ham være! svarede Socrates. Jeg har her at giøre Regnskab for mine Dommere, hvorledes et Menneske, der i Kiærlighed til Viisdom har hendrevet sin heele Levetid, kan i de sidste Timer være fornøiet og vel tilmode, saasom han efter Døden har den største Salighed at love sig. Af hvilke Grunde, Simmias og Cebes! jeg troer dette, vil jeg søge at forklare.
Faa vide maaskee, mine Venner! at den, som ganske har overgivet sig til Kiærlighed for Viisdom, har anvendt sin ganske Livstid paa at lære at døe og blive bekiendt med Døden. Er dette saa: Hvor var det da ikke urimeligt, at stiile med alle sine Ønsker, alle sine Bemøielser, paa eet Maal, og dog bedrøves, naar det længst forønskte Maal endelig var opnaaet?
