Hører, Simmias! og du, Cebes! Havde jeg ikke Haab om, der, hvorhen jeg kommer, først, bestandig at staae under den samme gode Forsørger, og, for det andet, der at antreffe de Afdødes Siæle, hvis Omgang jeg bør foretrække ald jordisk Venskab: saa var det vist en Daarlighed, saa lidet at agte Døden og villig at løbe den i Armene. Men nu har jeg den trøsteligste Forhaabning, at jeg ingen af Deelene skal mangle. Det sidste tør jeg vel ikke med ald Vished paastaae; men at Guds Forsorg ogsaa da skal regiere over mig, dette, mine Venner! dette er jeg saa forvisset, saa forsikkret om, som jeg i min Levetid har været vis paa noget. Derfor bedrøver det mig ikke heller, at jeg skal forlade Verden, thi jeg veed at ikke alting er ude med os ved Døden. Der følger et andet Liv, og saadant et, der, som et gammelt Rygte forsikkrer mig, vil blive meget lyksaligere for Dydige end for Lastefulde.
Vil du da, kiære Socrates! sagde Simmias, vil du da indslutte denne glade Forsikkring i din inderste Siæl og tage den bort med dig? Eller og unde os en saa trøstelig Lærdom? Det er billigt at meddeele sine Venner saa herligt et Gode. Og naar du overtyde os om denne din Meening, saa er og din Forsvarstale færdig.
Jeg vil forsøge det, svarede han. Dog lad os først høre Crito, thi det lader som han længe har havt noget at sige.
