eenstemmende dermed, og have hverken Føie eller Ret til at bruge Magt imod vor Naturs Opholdningskræfter, og forstyrre den øverste Viisdoms Tienere i deres Forretninger. Denne Skyldighed paaligger os saa længe, til Gud ved de selvsamme Sandsigere sender os den Udtrykkelige Befaling, at forlade dette Liv, ligesom han i Dag har sendt til mig.
Jeg er fuldkommen overbeviist, sagde Cebes, men jeg begriber nu saa meget mindre, min kiære Socrates! hvorledes du tilforn har kundet sige, at enhver Philosoph maatte gierne ville følge en Døende. Er dette sandt, som du nu paastod, at vi ere Guds Eiendom, og at han sørger for vores Beste, saa synes den anden Sætning urimelig. Hvad? skulle en fornuftig Mand ikke bedrøves, naar han maae forlade en Overherres Tieneste, der er hans beste, hans goddædigste Forsørger? Og om han end kunde haabe, ved Døden at blive frie og sin egen Herre, hvor kan dog den uforstandige Myndling smigre sig med at være bedre tient med sin egen end med den allerviiseste Formynders Anførsel? Jeg skulde meene, at det meget meere var høist uforstandigt, naar man plat ud vilde sætte sig selv i Frihed, og ikke taale endog den allerbeste Overherre over sig. Hvem der har Fornuft, vil altid med Fornøielse underkaste sig en andens Opsigt, som han tiltroer bedre Indsigter end sig selv. Jeg ville altsaa bringe
