nu Musiken en Videnskab, at bringe det Svage i Harmonie med det Stærke, det Grove med det Kiælne, det Ubehagelige med det Behagelige; saa kan tilforladelig ingen Musik være herligere og fortreffeligere, end Philosophien, der lærer os at stemme ikke aleene vore Tanker og handlinger imellem sig selv, men endog de Endeliges Handlinger med den Uendeliges Hensigter, og Jordbyggernes Tanker med den Allvidendes Tanker, i en stor og underfuld Harmonie.
Og skulde vel den forvovne Dødelige driste sig til, kiære Cebes! at forstyrre denne henrykkende Harmonie?
Han ville fortiene Guders og Menneskers Afskye, kiære Socrates!
Siig mig og dette, Kiære! Ere ikke Naturens Kræfter Guddommens Tienere, og fuldføre dens Befalinger?
Jo vist!
De ere da og Sandsigere, der forkynde os Guddommens Hensigter meget rigtigere, end Indvoldene af Slagtoffere; thi det, hvortil de af den Allerhøieste skabte Kræfter sigte, er uimodsigelig ogsaa hans Beslutning. Ikke?
Hvem kan vel nægte det?
Saa længe altsaa disse Sandsigere betyde os, at vores Livs Ophold henhører til Guds Hensigter, ere vi forpligtede til at indrette alle vore frie Handlinger over-
