vagter, og altsaa ikke før forlade vore poster førend vi blive afløste, er vist ikke uden Grund, men kanskee just ikke saa let at begribe. Jeg har dog nogle Fornuftgrunde, som ikke ere vanskelige at fatte. Jeg troer, at jeg forud kan sætte dette, som noget Afgiort: Guderne (dog lad mig nu sige Gud, thi hvem har jeg at frygte for) Gud er vores Eiendoms-Herre, vi ere hans Eiendom, og hans forsyn besørger det som er os tienligt. Ere disse Sætninger ikke tydelige?
Meget tydelige, svarede Cebes.
En Livegen, som staaer under en god Herres Forsorg, handler strafværdig, naar han sætter sig imod sin Herres Hensigter. Ikke saa?
Unægtelig.
Maaskee, naar en Gnist af Retskaffenhed glimrer i hans Barm, maae det være ham en sand Glæde, ved sig at see sin Herres Ønske opfyldt, og det saa meget meere, som han er overbeviist om sin Herres Sindelav, at hans eget Beste tager Deel i dette Ønske.
Uforligneligt, kiære Socrates.
Hvad nu? Cebes! da den uskabte Bygmester indrettede det menneskelige Livs konstige Bygning, og satte et fornuftigt Væsen derind, havde han da gode eller onde hensigter?
Uden Tvivl gode.
