en Drøms Skyld, som jeg har foresat mig i alle muelige Betydninger at efterleve, og derfor ogsaa at øve mine Kræfter i denne Slags Musik, i Digtekonsten. Sagen forholder sig saaledes: Jeg havde i forrige Tider meget ofte en Drøm, der forekom mig under forskiellige Skikkelser, men immer gav mig denne Befaling: Socrates! beflitte dig paa Musik og øv dig deri. Jeg holdt dette først for en Opmuntring, ligesom man pleier at raabe efter Væddeløbere. Drømmen, tænkde jeg, vil ikke befale mig noget Nyt, thi Philosophien er den beste Musik, og den har jeg stedse beflittet mig paa; jeg vil altsaa blot anstrenge min Iver og Kiærlighed til Viisdom, at den ikke skal kiølnes. Men nu, da Dommen var afsagt over mig og min Død formedelst Apollos Fest en Tidlang var bleven udsat, faldt det mig ind, om man maaskee ikke havde befalet mig at lægge mig efter den almindelige Musik; jeg havde desuden Tid og Rolighed nok til, ikke at lade disse Tanker frugtesløs forsvinde. Jeg giorde Begyndelsen med en Lovsang til den Gud, hvis Fest man da helligholde. Bag efter faldt det mig ind, at den, som vil være Poet, maae handle med Opdigtelser og ikke med Fornuftsætninger, men at en Lovsang ingen Opdigtelser indeholdt. Saasom jeg nu selv ingen Gaver har til at digte, saa betiente jeg mig af andre Folkes Opfindelser, og bragde nogle af Æsopi Fabler, som først kom mig for Haanden, i Vers.
