gelige, saasom intet kan paa een Tid være Mennesket baade behageligt og ubehageligt og dog kan ingen have nogen af disse Følelser, uden derpaa umiddelbar at føle det Modsatte, ligesom de ved begge Ender vare sammenbundne. Havde Æsopus betænkt det, blev han ved, havde han maaskee opdigtet følgende Fabel: Guderne vilde foreene de stridende Følelser med hinanden, men da det ikke lod sig giøre, knyttede de dem tilsammen ved begge Ender, og fra den Tid følge de hinanden bestandig efter. Saaledes gaaer det ogsaa mig: Lænkerne have foraarsaget mig Smerte, og nu, da de ere borte, følge de behageligste Fornemmelser.
I Sandhed, faldt Cebes ham her ind i Talen, det er vel, kiære Socrates! at du erindrer mig om noget: Du skal, som man fortæller, her i Fængslet have forfærdiget nogle Digte, nemlig sat de æsopiske Fabler paa Vers, og skrevet en Lovsang til Apollo. Nu spørger mange mig, og især Digteren Evenus, hvad der har bragt dig paa de Tanker, her at giøre Vers, da du ingen tilforn har giort. Skal jeg give Evenus Svar herpaa, naar han, som vist engang skeer, spørger mig derom, saa siig mig hvad jeg skal svare ham.
Siig ham, kiære Cebes! svarede Socrates, hvad Sandhed er, at jeg aldeles ikke har forfærdiget disse Digte i den Hensigt, at overgaae ham i Digtekonsten, thi jeg veed, hvor vanskeligt det vilde blive, men blot for
