gik hiem, erfarede vi, at Skibet var kommen fra Delos, og besluttede derfor, den sidste gang, saa tidlig som mueligt, at indstille os.
Da vi vare samlede, kom Slutteren, der pleiede at aabne Fængseldørren, imod os, og bad, at vi ville vige lidt tilside, og ikke gaae ind førend han kaldte. Thi, sagde han, de elleve Mænd tage nu Lænkerne af Socrates, og melde ham, at han i Dag skal døe. Ikke længe derefter kom han og kaldte paa os. Da vi kom ind, fandt vi den nylig løste Socrates liggende paa Sengen. Xantippe, du kiender hende jo, sad meget bedrøvet hos ham, med deres Søn paa Skiødet. Saasnart hun saae os, begyndte hun paa Qvinde Viis høit at skrige: Ak Socrates! I Dag seer Dine Venner Dig og Du dem for sidste gang. En Strøm af Taarer fulgde paa disse Ord. Socrates vendte sig da til Crito og sagde: Min Ven! lad hende blive bragt hiem.
Critos Betiente førde hende bort. Hun gik, hylede og slog sig jammerlig for Brystet. Vi selv stode uden Sands og Mæle. Endelig reisede Socrates sig op i Sengen, krummede det Been, som forhen var lænket, og sagde, i det han kløede det med Haanden: Mine Venner! hvor besynderlig en Ting synes ikke det at være, som Menneskene kalde behageligt? Hvor forunderlig. Ved første Øiekast er det ganske modsat det Ubeha-
