Nu har jeg just Leilighed dertil, og skal da søge at fyldestgiøre dit Forlangende. Intet er mig behageligere, end at erindre mig Socrates, tale selv og høre andre tale om ham.
Og dine Tilhørere, kære Phædon! ere af samme Tænkemaade. Fortæl derfor alle Ting saa nøie og omstændelig, som det er dig mueligt.
Jeg var der, min Ven! men med en besynderlig Sindsbeskaffenhed. Jeg fandt ingen Medlidenhed, ingen saadan Beklemmelse, som man pleier at føle ved en kiær Vens Død. Manden forekom mig lykkelig, ja værd at misunde. Saa uforfærdet, kiære Echecrates, saa rolig viste han sig i sin Dødstime, saa frimodige vare hans sidste Ord. Han forekom mig, ikke som et Menneske der før sin tid gaaer til Døden, men som en Udødelig, der er forsikret om, der, hvor han kommer hen, at blive saa lyksalig som mueligt er. Hvorledes kunde jeg da have de bange Følelser, som man ellers finder ved at see en almindelig Døende. Dog virkede ikke heller denne vor Lærers philosophiske Taler den sande Glæde hos os, som den ellers pleiede. Vi fandt en selsom, en usædvanlig Blanding af Sorg og Glæde. Thi immer blev Glæden afbrudt ved denne
