hed, saa skulde mine Venner meget meere ønske mig Lykke til min Reise.”
Apollodorus, der beskrives som et godhiertet Menneske, men et svagt Hoved, kunde ikke give sig tilfreds, at hans Lærere og Ven maatte døe saa uskyldig. Gode Apollodorus! sagde Socrates leende, i det han lagde ham Haanden paa Hovedet, ville du da hellere see, at jeg døde skyldig?
Hvad øvrigt der er foregaaet i Fængslet og i den døende Socratis sidste Timer, vil Læseren erfare i følgende Samtaler. Kun een Samtale med Crito, hvoraf Plato har giort en besynderlig Samtale, maae jeg ikke efterladte at berøre. Nogle Dage før Socratis Henrettelse kom Crito før Dag til ham i Fængselet, fandt ham i en sød Søvn, og satte sig sagte ved Siden af Sengen, for ikke at giøre ham Uroe. Da Socrates vaagnede, spurgde han ham, „hvorfore i Dag saa tidlig? Ven Crito!” Denne meldede ham da, at han havde Efterretning om, at Dødsdommen skulde fuldføres næste Dag. „Naar det er Guds Villie, sagde Socrates med sin sædvanlige Frimodighed, saa lad det skee! Imidlertid troer jeg dog ikke, at det just vil gaae for sig i Morgen. Jeg havde, just da du kom til mig, en behagelig Drøm. Mig forekom et Fruentimmer af ugemeen Skiønhed, i en lang hvid Kiortel, der kaldte mig ved Navn, og sagde: Om
