Veie endogsaa heri retfærdige og beundringsværdige.”
Efterat han derpaa frimodig, men uden Galde, havde sagt Dommerne, der havde fordømt ham, nogle Sandheder, vendte han sig til dem, der havde dømt at han skulde løslades, og underholdt dem med en slags Betragtning over Liv, Død og Udødelighed, som maae have været temmelig passende til det gemeene Folkes Fattekraft. Men saasnart han var aleene med sine Discipler og fortroelige Venner, udlod han sig med meere Grundighed over samme Materie, hvorfore vi billig forskaane vore Læsere for hiin exoteriske Philosophie, da de i de følgende Samtaler skal blive underholdte med Philosophens høiere Tanker.
Man førde ham i Fængslet, der, som Seneca siger, tabde ald sin Skam ved denne Mands Nærværelse, saasom det ikke kan være noget Fængsel, hvor en Socrates er. Underveis mødte ham nogle af hans Disciple, der viiste sig ganske utrøstelige over det som vederfores ham. „Hvorfore græder I? spurgde Philosophen dem; Har ikke Naturen lige fra min Fødsel af fordømt mig til Døden? Naar Døden fratog mig et sandt Gode, saa havde jeg og de, som elske mig, Aarsag til at beklage min Skiebne; Men da jeg her ikke efterlader andet end Jammer og Elendig-
