Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/36

skaffen Mand uanstændige at sige. Hykle, skrige og andre slige Overtalelsesmidler, som I hos andre ere vante til at høre, ere mig høist uværdige. Jeg havde strax fra Begyndelsen af foretaget mig, heller at miste Livet, end paa en uædel Maade at redde det. Thi jeg holder for, at man lige saa lidet er berettiget til, for Retten at giøre alting for at undgaae Døden, som i Krigen. Hvor ofte har en Mand i en Fegtning ikke Leilighed til at redde sit Liv, naar han vil kaste Vaabnene fra sig, og bede dem, som forfølge ham, om Naade? Og saaledes gives der og i det menneskelige Liv mange Tilfælde, hvor Døden meget vel kan undgaaes, naar man kuns er uforskammet nok til at giøre alt hvad dertil udfordres. At undgaae Døden, er undertiden ikke saa vanskelig, men at undgaae Skam, er meget vanskeligere: thi den er hastigere end Døden. Deraf kommer det og, at jeg langsomme gamle Mand bliver angreben af den Langsomste; Da derimod mine Anklagere, der ere ganske muntre og levende, bliver indhentede af den meget hastige Skam. Jeg gaaer til Døden, hvortil I har dømt mig, og de til Skam og Vanære, hvortil de af Sandhed og Retfærdighed ere dømte. Jeg er fornøiet med Dommen, formodentlig ogsaa de: Tingene gaae desuden ret som de skulle, og jeg for min Deel finder Skiebnens