være; og hvad de eleusiniske Hemmeligheder angik, saa raadede han alle sine Venner, at lade sig indvie i samme; uagtet han maae have havt sine Aarsager, hvorfor han ikke selv giorde det. Man har meget god Grund til at troe, at de store Hemmeligheder ved Eleusis ikke vare andet, end den sande naturlige Religions Lærdomme, og en fornuftig Forklaring over Fablerne. Naar Socrates vegrede sig for at antage denne Indvielse, saa skeede det rimeligviis for at beholde den Frihed, til ustraffet at udbrede disse Hemmeligheder, som Præsterne ved Indvielsen søgde at betage ham.
Saasnart Bagvaskerne ved slige onde udstrøede Rygter troede, at have fuldkommen forberedet Folket, bragde Melitus en formelig Anklage imod Socrates frem for Stadens Øvrighed, som strax gav Folket Underretning derom. Retten Heliæa blev sammenkaldet, og det sædvanlige Antal Borgere ved Lod bestemte, der skulde dømme den Anklagede. Klagen var følgende: Socrates handler imod Lovene, idet han 1) ikke ærer Stadens Guder, og vil indføre en nye Guddom; 2) fordærver Ungdommen, hvilken han bibringer en Foragt for alt det, som er helligt. Hans Straf bør være Døden.—
Hans Venner bragde ham veludarbeidede Taler til hans Forsvar. „De ere meget skiønne, sagde han, men for mig gamle Mand skikker slige Konster sig
