Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/30

Under den tilbagebragte demokratiske Regiering gik det dog Socrates ikke bedre. Hans gamle Fiender, Sophisterne, Præsterne og Talerne, fandt nu den længst forønskte Leilighed, til med bedre Lykke at forfølge og endelig ganske rydde ham af Veien. Anitus, Melitus og Lykon, ere tre til deres egen Skam uforglemmelige Navne paa dem, der lode sig bruge til at udføre dette skammelige Forehavende. De udspredede denne Bagvaskelse iblant Folket: Socrates har bibragt Critias Tyrannernes Grundsætninger, hvilke han nyelig med saa uhørt en Grusomhed havde udført. Enhver, som kiender Pøbelens Lettroenhed og Ubestandighed, vil ikke forundre sig over, at Athenienserne gave saa aabenbar en Falskhed Gehør, uagtet enhver vidste hvad der var forefaldet imellem Socrates og Tyrannerne. Nogle Aar tilforn havde Alcibiades, der var af et stort Talent men en meget vild Caracteer, i et Selskab med andre frekke unge Mennesker sønderslaget Merkurs Billedstøtte, offentlig spottet de eleusiniske Hemmeligheder, og formedelst dette Overmod maattet undvige af sin Fædrenestad. Nu blev dette paa nye oprippet, og af Socratis Fiender udstrøet, at han havde bibragt det unge Menneske Foragt for Religionen. Intet streed meere imod Socratis Lærdom og Opførsel, end slig en Ondskab. Han havde altid holdt den offentlige Gudsdyrkelse i Ære, saa overtroisk den end maatte