hed, o. s. v.? Ganske rigtig, svarede Charikles, men for alle Ting fra at tale om Fæehyrder. Mærk det vel, eller og jeg frygter, at du ogsaa vil giøre Hiorden mindre.”
Socrates agtede deres Trusler ligesaa lidet, som deres urimelige Lov, hvilken de ingen Grund havde havt til at indføre, saasom den streed aabenbare imod den sunde Fornuft og Naturens Lov. Han fortsatte, sine Bestræbelser til beste, Dyden og Retfærdigheden med den allermeest utrættede Iver, og alligevel understode Tyrannerne sig ikke, lige at gaae ham paa Livet. De søgde Omveie, og vilde indvikle ham med deres egne Uretfærdigheder, og paalagde ham tillige med fire andre Borgere, at bringe Leon fra Salamis til Athen, og lade ham henrette. De andre paatoge sig Sagen; men Socrates erklærede: at han aldrig vilde bruge sine Hænder til en uretfærdig Sag. Saa vil du da, sagde Charikles, have Frihed til at tale hvad du vil, og slet intet lide derfor? Alt mueligt Onde, sagde han, vil jeg lide derfor, kuns dette ikke, at giøre nogen Uret. Charikles tav, og de øvrige saae paa hinanden. Disse Frieheder ville dog omsider have kostet Socrates Livet, hvis ikke Folket, træt af disse Tyranners Grusomhed, havde giort Opstand, dræbt deres fornemmeste Anførere, og jaget de øvrige ud af Staden.
