han skal tale rigtig; men er det dette, saa maae jeg ikke undervise nogen, om hvorledes han skal tale urigtig.
„Charikles sagde: Eftersom du ikke forstaaer dette, saa have vi giort dig det fatteligere, og aldeles forbuden dig at tale med unge Mennesker.— Men at jeg og heri kan vide, hvorledes jeg har at forholde mig, sagde Socrates: saa bestemmer mig Tiden, hvor længe I holde Folk for unge Mennesker? Saa længe de ikke kunne sidde i Raadet, svarede Charikles, det er, saa længe som de ikke ere komne til moden Forstand, nemlig tredive Aar.
„Men naar jeg vil kiøbe noget, som et ungt Menneske under tredive Aar har at sælge, maae jeg da ikke spørge, hvor dyrt han holder det? Det er dig ikke forbuden, sagde Charikles; men du spørger mangen gang om Ting, som du meget vel veed: Slige Spørgsmaal maa du for eftertiden afholde dig fra. — Og svare, sagde Socrates videre, naar et ungt Menneske spørger mig, hvor Charikles eller Critias boer, maae jeg da svare ham derpaa? Ja, ja, sagde Critias, men afhold dig fra at bruge dine unyttige Exempler og Lignelser til Remmesnidere, Tømmerfolk og Smede. Formodentlig, svarede Socrates, fra de Begreber, som jeg ved disse Exempler pleier at oplyse, om Retfærdighed, Hellighed, From-
