Tilhører, viiste sig nu som hans aabenbare Fiende, og søgde Leilighed til at forfølge ham. Den viise Mand havde eengang med haarde Ord straffet ham for hans fæiske og unaturlige Kaadhed, og siden den Tid bar dette Umenneske en hemmelig Vrede imod ham, der nu søgde Leilighed til at bryde frem.
Da han og Charikles bleve udnævnte til Lovgivere, indførde de, for at faae Sag med Socrates, den Lov, at ingen maatte undervise i Talekonsten. De erfore derpaa, at Socrates havde med Ord forløbet sig imod dem, og ladet sig forlyde med, at det var underligt, naar Hyrder giorde den dem betroede Hiord mindre og magrere, og dog ikke vilde ansees for slette Hyrder; men meget forunderligere maatte det være, naar Forstanderne i en Stad formindskede Borgerne og giorde dem slettere, og dog ei vilde være slette Forstandere. De lode ham da komme til sig, viiste ham Loven, og forbøde ham at indlade sig i Samtale med unge Mennesker. „Er det tilladt, sagde Socrates, at spørge om et og andet, som i dette Forbud ikke falder mig tydeligt nok? O ja! svarede man. Jeg er bereed, blev han ved, til at følge Loven, men frygter aleene af Uvidenhed at støde an derimod: jeg beder derfor om en tydelig Forklaring, om I under Talekonsten forstaaer en Konst at tale ret eller Uret? Er det hiint, saa maae jeg holde mig fra at sige nogen, hvorledes
