finder hos Xenophon saavel som hos Plato forskellige Tilfælde, hvor denne Socratis Geist skal i Forveien have sagt ham Ting, der ikke lade sig forklare af Siælens naturlige Kraft; Maaskee ere disse i en god Meening af hans Discipler tilsatte; maaskee havde ogsaa Socrates, der, som vi have seet, var oplagt til Henrykkelser, havt selv Svaghed eller sværmende Indbildningskraft nok, til at omskabe denne levende moralske Følelse, som han ikke ret vidste at forklare, til en fortroelig Aand, og siden altid tilskrevet samme de Ahnelser, der dog reiste sig af ganske andre Kilder. Maae en fortreffelig Mand nødvendig være frie for alle Svagheder og Fordomme? I vore Tider er det ingen Fortieneste meere, at spotte Aanders Indskydelse. Maaskee har dertil i Socratis Tider hørt en Anstrengelse af Tankerne, som han har anvendt nyttigere. Han var desuden vant til at taale enhver Overtroe, der ikke umiddelbar kunde føre til Uskikkelighed, som allerede oven for er erindret.
Det menneskelige Kiøns Lyksalighed var hans eeneste Studium. Saasnart en Fordom eller Overtroe gav Anledning til aabenbare Voldsomhed, de menneskelige Rettes Krænkelse, Sædernes Fordærvelse, o. s. v.: saa kunde intet i Verden afholde ham fra at erklære sig derimod, til Trods for ald Trusel og Forfølgelse. Der var iblandt Grækerne en indbragt Overtroe, at de ube-
