for Fordeels Skyld, og besynderlig Sophisternes nedrige Havesyge, der for bare Penge solgde deres fordærvelige Lærdomme, og anvendte de skammeligste Midler til at berige sig paa det bedragne Folks Bekostning: Dette lagde ham den Forbindtlighed paa, at sætte en yderlig Uegennyttighed imod deres nedrige Vindesyge, at hans reene og ubesmittede Hensigter paa ingen Maade kunde udlægges til det Onde. Han vilde hellere, om Mangelen alt for stærk trykkede ham, leve af Almisse, end ved sit Exempel paa nogen Maade retfærdiggiøre disse falske Viisdomslæreres skidne Pengegierrighed.
Han afbrød disse velgiørende Bestræbelser, og drog anden gang frievillig i Feldten mod Boeotierne. Athenienserne tabde et Slag ved Delium og bleve reent slagne af Marken. Socrates viiste sin Tapperhed saavel i Trefningen som da de vigede. „Havde enhver giort sin Pligt saa godt som Socrates, siger Feldtherren Laches hos Plato, saa havde den Dag vist ikke bleven saa ulykkelig for os.” Da alle flygtede, gik han ogsaa tilbage, men Fod for Fod og ved at vende sig ofte om, for at giøre Fienden, der kom ham undertiden paa Halsen, Modstand. Han fandt Xenophon, der var falden af Hesten, liggende underveis, tog ham paa sine Skuldre og bragde ham i Sikkerhed.
Præsterne, Sophisterne, Talerne og andre Folk, hvilke Socrates maatte være en Torn i Øiet, benyttede
