Rettighed? Førend han begik den strafværdige Forbrydelse, var han forbunden til som Menneske, at befordre Menneskenes Vel, som Borger sine Medborgeres Lykke. Hvad kan nu vel have befriet ham fra denne Forbindtlighed, og derimod givet ham den modsatte Ret, at ødelægge Alting om sig? Hvad har foraarsaget denne Forandring i hans Pligter? Hvem understaaer sig at svare? Den begangne Forseelse selv.
En anden ulyksalig Følge af denne Meening er, at dens Tilhængere og endelig nødes til at nægte Guds Forsyn. Da Menneskenes Liv, efter deres Tanker, er indskrænket imellem de snevre Grændser af Fødsel og Død, saa kan de med deres Øine forfølge og ganske oversee sammes Løb. De har altsaa tilstrækkelig Kundskab om Tingene, til at bedømme Forsynets Veie; om der gives noget. Nu bemærke de i denne Verdens Tildragelser adskilligt, der just ikke aabenbare stemmer overeens med det Begreb, som vi maae giøre os om Guds Egenskaber. Meget modsiger hans Godhed; meget hans Retfærdighed, og undertiden maatte man troe, at Menneskets Skiebne var anordnet af en Aarsag, der sandt Behag i det Onde. I Menneskets physiske Deele opdage de lutter Orden, Skiønhed og Harmonie, de allerviiseste Hensigter og den fuldkomneste Overeenstemmelse imellem Middelet og Hensigten; Lutter synlige Beviiser paa den guddommelige Viisdom og
