Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/169

Skueplads hverken Færdighed, eller Naturdrift, eller medfød Beqvemhed, hverken Værge eller Forsvar, med sig, og synes ved det første Optrin meere trængende og hielpeløs end det ufornuftige Dyr. Men Bestræbelsen og Evnen til at giøre sig fuldkomnere, disse høie Gaver, som en skabt Natur kan tage imod, bøder mangefold paa Mangelen af hiin fæiske Drift og Færdigheder, der ingen Forbedring, ingen høiere Grad af Fuldkommenhed nogensinde kan antage. Knap nyder han Solens Lys, saa arbeider allerede Naturen paa at giøre ham fuldkomnere: Dette skiærper hans Sandser, Indbildningskraft og Erindre-Evne; hiint øver sine ædlere Kundskabsgrunde, arbeider paa hans Forstand, hans Fornuft, hans Vittighed, hans Skarpsindighed; det Skiønne i Naturen danner hans Smag og forfiiner hans Følelse; det Høie opvækker hans Beundring og ophæver hans Begreber ligesom høit over denne Forgiengeligheds Sphære. Orden, Overeenstemmelse og Ligemaal tiene ham ikke aleene til en fornuftig Fornøielse, men beskieftige alle hans Sindskræfter i en behørig og for deres Fuldkommenhed taalelig Harmonie. Snart træder han i Selskab med sine Lige, for vexelviis at lette sig Middelet til Lyksalighed: og see! i dette Selskab viser og danner sig hos ham høiere Fuldkommenheder, der hidindtil have været indviklede ligesom i en Knop. Han faaer Pligter, Rette, Adkomster og Paa-