er i uophørlig Arbeide og Bestræbelse efter at opfylde visse Hensigter i denne Plan; enhver virkelig Substants er foreskrevet en usynlig Følge og Række af Forretninger, som den efterhaanden maae fuldføre, og den virkende Substants bliver altid ved den sidste Forretning dygtigere til at udføre den næstfølgende. I Følge disse Grundsætninger er det aandelige Væsen, som giver Dyrene Liv, af uendelig Vedvarelse, og bliver i Evighed ved at opfylde Guds Hensigter i den Række og ved de Trin, som i den almindelige Plan er det anviist.
Om disse dyriske blot sandselig følende Naturer med Tiden skulle forlade deres nedrige Trin, og, tillokkede ved et Vink af den Almægtige, opsvinge sig i Aandernes Sphære, kan ikke med Vished afgiøres, hvorvel jeg er meget tilbøielig til at troe det.
De fornuftige Naturer og Aander indtage i denne store Verden, ligesom Mennesket i Besynderlighed paa Jorden, det fornemste Sted. For denne Skabningens Underherre smykker Naturen sig i sin jomfruelige Skiønhed. Ham tiener det Livløse, ikke aleene til Næring, Klæder, Boelig og sikkert Ophold, men fornemmelig til Fornøielse og Underviisning; de meest ophøiede Sphærer, de længst bortliggende Stierner, der knap med Øiet kan opdages, maae i denne Hensigt tiene ham til Nytte. Vil I vide hans Bestemmelse herneden, saa seer aleeneste hvad han her forretter. Han bringer paa denne
