Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/167

til Fuldkommenhed, men at den visse Grad af Dygtighed, som de opnaae, ogsaa er deres sidste Maal, og at de af dem selv aldrig stræbe videre, aldrig føle nogen indvortes Drift til at begynde noget høiere. Nu er vel denne Stilstand, denne dumme Tilfredshed med det Erhvervede, uden at ville ophæve og svinge sig høiere, et Tegn, at de i det store Udkast til Skabningen ikke have været det sidste Maal, men at de, som nedrige Hensigter, tillige ere Midler, og skal være Ting af værdige og høiere Bestemmelser, behielpelige til at opfylde Guds Hovedhensigter. Men Kilden til deres Liv og Fornemmelser er et enkelt for sig selv bestaaende Væsen, der under alle de Forandringer, som det ved Tingenes Løb lider, har noget Bestandigt og Vedvarende; derfore maae de Egenskaber, som det eengang, ved Lærdom, eller som en umiddelbar Gave af den Algodes Haand, har erholdet, tilkomme det som en Eiendom, og ikke igien, giennem naturlige Veie, ganske forsvinde, men være af uophørlige Følger. Da denne følende Siæl naturligviis aldrig ophører at være til, saa ophøre rer den ikke heller at befordre Guds Hensigter i Naturen, og ved sin bestandige Tilværelse bliver den immer dygtigere og dygtigere til at hielpe at bringe sin Skaberes store Hensigt i Opfyldelse. Dette stemmer overeens med den uendelige Viisdom, hvormed Planen til denne ganske Verden er udkastet i Gudernes Raad. Alting