Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/166

Modbydeligt, Begiering og Afskye, Velstand og Ulyksalighed, og derved at blive indvortes fuldkomne eller ufuldkomne. Ere de livløse Ting Midlerne, som den allerviiseste Skaber betiener sig af, saa henhøre Dyrene ogsaa til hans Hensigter; thi for deres Skyld er en Deel af det Livløse bleven frembragt; de besidde Evne til at nyde det, og derved i deres indvortes Natur at blive overeenstemmende og fuldkomne. Derimod mærke vi hos dem, saaledes som vi see dem for os paa Jorden, ingen bestandig Fremgang til et høiere Trin af Fuldkommenhed. De erholde, uden Underviisning, uden Overlæg, uden Øvelse, uden Forsæt og Videlyst, ligesom umiddelbar ved den Almægtiges Haand, de Gaver, Færdighed og Drift, som ere fornødne til deres Ophold og Forplantelse. Meere erhverve de ikke, om de endog levede i Aarhundrede eller uendelig formeerede sig. Ikke heller kunne de enten forbedre eller forværre det, som de have erholder, eller meddeele andre det, men udøve det paa den dem indplantede Maade, saa længe deres Omstændigheder ville tillade det, og siden synes de selv at forglemme det. Ved menneskelig Underviisning kunne vel Adskillige Huusdyr lære noget Lidet, og blive vante eller opdragne til Krig eller smaae Huuslige Forretninger; men ved den Maade, hvorpaa de antage denne Underviisning, give de tydelig nok tilkiende, at deres Liv herneden ikke er bestemt at være en bestandig Fremgang