rige. Imedens jeg her seer eder, mine Venner! saa er ikke aleene Solens Lys, der gienstraaler af eders Ansigter, i en bestandig Strøm, men eders Legemer have imidlertid, i deres indvortes Dannelse og Sammenfølelse, liidt uendelige Forandringer: alle Deele deraf have ophørt at være de forrige, de ere i en bestandig Afvexling og Flod af Forandringer, der uafladelig river dem fort med sig. De lykkelige Viise i forrige Tider have allerede bemærket, at de legemlige Ting ikke ere, men opkomme og forgaae; intet hos dem er af Varighed og Bestandighed, men alting følger en uopholdende Strøm af Bevægelser, hvoraf de sammensatte Ting uden Ophold frembringes og opløses. Dette har og Homer forstaaet derunder, naar han kalder Oceanen Fader og Thetis Moder til alle Ting: Han har dermed villet vise, at alle Ting i den synlige Verden opkommer ved en bestandig Afvexling, og, ligesom i et fortstrømmende Hav, intet Øieblik bliver paa sit forrige Sted.
Er nu det Sammensatte ved sig selv ikke i Stand: til at vedblive, hvor meget mindre vil da det være en Fuldkommenhed derhos, der, som vi have seet, i og for sig aldrig kan tilskrives det, men aleeneste i Hensigt til det Følende og Tænkende i Skabningen. Derfore see vi i den livløse Skabning det Skiønne at visne og opkomme, det Fuldkomne at fordærves og komme tilsyne igien i en anden Skikkelse; synlig Uorden og Regelrethed, Har-
