Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/163

hed kan tilskrives; derimod den Fuldkommenhed, som vi bemærke i sammensatte Ting, er forgiengelig og foranderlig, ligesom Tingen selv, som den tilkommer. For at giøre dette tydeligere, mine Venner! maae vi atter tage Forskiellen imellem det Enkelte og Sammensatte i Overveielse. Uden at henvende os til et enkelt, til et tænkende Væsen, have vi seet, at hverken Skiønhed, Orden, Overeenstemmelse eller Fuldkommenhed kan tillægges det Sammensatte, ja de kan, uden Tillæg, ikke engang tages tilsammen for at udgiøre noget Heelt. Ikke heller ere de i det store Udkast til denne Verden frembragte for deres egen Skyld; thi de ere livløse og sig selv om deres Tilværelse ubevidste, og kunne i og for sig selv ikke tage mod nogen Fuldkommenheder. Meget meere maae Hensigten med deres Tilværelse søges hos de levende og følende Deele af Skabningen: Det Livløse tiener det Levende til Redskaber for Følelserne, og bibringer det ikke aleeneste sandselige Følelser af forskiellige Ting, men endog Begreber om Skiønhed, Orden, Ligemaal, Middel, Hensigt, Fuldkommenhed, eller i det mindste Materien til alle disse Begreber, hvilke siden det tænkende Væsen formedelst sin indvortes Virksomhed danner sig selv. I sammensatte Ting finde vi intet, der bestaaer for sig selv, intet, som vedvarer og er af nogen Bestandighed, saa at man i det andet Øieblik kan sige: det er endnu det for-