Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/162

slig en Maade, mine Venner! har endnu intet Menneske levet i den velgiørende Omgang med sine Medmennesker, der jo har forladt Jordkloden fuldkomnere, end han betraadde den. Med den samtlige Række af tænkende Væsener har det den samme Beskaffenhed: saa længe de fornemme med Selvfølelse, tænke, ville, begiere, afskye, saa danne de immer meere og meere de dem medskabte Kræfter; jo længere de ere i Drift, jo virksommere blive deres Kræfter, jo færdigere, hastigere, mindre opholdende blive deres Virkninger, jo kraftigere blive de til at finde deres Salighed i Beskuelsen af det sande Skiønne og Fuldkomne. Og hvorledes? mine Venner! Alle disse erhvervede guddommelige Fuldkommenheder fare bort, ligesom Skum paa Vand, som en Piil flyver igiennem Luften, og lade ingen Spor efter sig, at de nogensinde have været der? Det mindste lille Solegran kan i Tingenes Natur, uden en underbar Tilintetgiørelse, ikke gaae forloren; og disse Herligheder skulde for evig Tid forsvinde? De skulde af det Væsen, der har eiet dem, være at ansee uden Følger, uden Nytte, ligesom de aldrig havde tilhørt det? Hvad for Begreber om Skabnings-Planen forudsætter ikke denne Meening? I denne allerviiseste Plan er det Gode af uendelig Nytte, enhver Fuldkommenhed af uophørlige Følger; dog kuns Fuldkommenheden hos det enkelte sig selv følende Væsen, hvilket, i egentlig Forstand, en virkelig Fuldkommen-