Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/161

ger, forkaster, saa mangfoldiggiør han denne Mængde i det Uendelige. Paa samme Tid udvikler en uophørlig Drift de ham medfødte Sielekræfter, og danne hos ham Vid, Forstand, Fornuft, Opsindelseskraft, Følelse af det Skiønne og Gode, Høimodighed, Menneskekiærlighed, Selskabelighed, og hvad alle de Fuldkommenheder kaldes, som endnu ingen Dødelig paa Jorden har kunnet efterlade at erhverve sig. Lad være, at vi kalde mangt et Menneske dumt, tosset, sandseløst, nedrigt og grumt: ved Sammenligning kan vel disse Benævnelser undertiden have Grund; Men endnu har dog intet Dummerhoved levet, der intet Kiendetegn paa Forstand har givet fra sig; endnu ingen Tyran, i hvis Barm ingen Gnist af Menneskekiærlighed har glimret. Vi erhverve alle de samme Fuldkommenheder, Forskiellen bestaaer aleene i meere eller mindre; vi erhverve dem alle, siger jeg, mine Venner! thi end ikke den Allerugudeligste er det nogentid lykkedes, aldeles at handle imod sin Bestemmelse. Han stride, han modsatte sig med den største Haardnakkenhed, saa maae hans Modstræbelse selv have en medfød Drift til Grund, der af Oprindelsen er god, og blot ved en urigtig Anvendelse vil blive fordærvet. Denne urigtige Anvendelse giør Mennesket ufuldkomment og elendigt, men Udøvelsen af denne oprindelig gode Drist befordrer alligevel, imod hans Villie, Hensigten af hans Tilværelse. Paa