stemme overeens med dens Fuldkommenheder og Egenskaber. Kan vi vel drage dette i Tvivl?
Aldeles ikke!
Mine Venner! det Spørgsmaal, som vi her undersøge, begynder at blive af uendelig Vigtighed i det guddommelige Udkast til denne heele store Verden. Fraskillelsen angaaer ikke det menneskelige Kiøn aleene, men det samtlige Rige af tænkende Væsener. Ere de bestemte til sand Udødelighed, til en evig Vedvarelse af deres Selvbevidsthed og tydelig Selvfølelse, eller ophøre disse Skaberens Velgierninger igien efter en kort Nydelse, og giøre Plads for en evig Forglemmelse? I den Allerhøiestes Raadslutning maae, som vi have seet, Spørgsmaalet i denne Almindelighed være bleven afgiort: Vil vi ikke ogsaa ved vores Undersøgning have den i dette almindelige Lys at betragte?
Som det synes.
Men jo almindeligere Gienstande bliver, jo urimeligere bliver og vores Frygt. Alle endelige Aander have medskabte Kræfter, hvilke de ved Øvelse udvikle og giøre fuldkomnere. Med en forundringsværdig Hastighed arbeider Mennesket paa sin medfødte Evne til at tænke og føle. Med enhver Følelse tilstrømmer ham en Mængde Kundskaber, der for en menneskelig Tunge ere uudsigelige; og naar han holder Følelserne mod hinanden, naar han sammenligner, dømmer, slutter, væl-
