min Ven! maatte i den viiseste Skabnings Plan have lige Bestemmelser.
Ja!
Alle skabte Væsener, der tænke og ville, ere jo hinanden lige?
Rigtig!
Om endog denne tænker rigtigere, sandere, fuldkomnere, kan omfatte flere Gienstande, end hiin; saa gives der dog ingen Grændselinie, der adskiller dem i forskiellige Klasser, men de ophæve sig ved umærkelige Ting over hinanden, og udgiøre een eeneste Slægt: Ikke saa?
Det maae man tilstaae.
Og om der over os endnu gives høiere Aander, der i umærkelige Grader af Fuldkommenhed overgaae hinanden, og langsom nærme sig til den uendelige Aand: høre de da ikke alle, saa mange af dem som ere skabte, til een eeneste Slægt?
Jo vist!
Ligesom deres Egenskaber ikke ere væsentlig forskiellige, men kuns gradeviis, ligesom i en uafbrudt Række, ophæve sig; saa maae og deres Bestemmelser i det Væsentlige være hinanden lige, ikkuns i umærkelige Grader forskiellige. Thi i den store Skabnings-Plan er Alting indrettet efter den allerfuldkomneste Harmonies Regler; altsaa maae og Væsenets Bestemmelser paa det nøieste
