nogle af Jordbyggerne bestemte, af hiin himmelske Aurora at blive opvakte til Udødelighed! Saasnart vi tilstaae, at den sande Udødelighed er bestemt for en Deel af det menneskelige Kiøn, saa tvivler vel Cebes ikke et Øieblik paa, at denne Salighed er de Retfærdige, Gudernes og Menneskernes Venner, forbeholden?
Nei, min Socrates! Guderne uddeele vist ikke den evige Død saa uretfærdig, som Athenienserne den timelige. Jeg er desuden af den Meening, at i den viiseste Skabnings Plan lige Væsener ogsaa have lige Bestemmelser, og altsaa en lige Skiebne efter dette Liv maae forestaae det samtlige menneskelige Kiøn. Enten opvaagne de alle til en nye Selvbevidsthed; og da kan vel ikke Anitus og Melitus selv tvivle, at den undertrykte Uskyldighed venter en bedre Skiebne end dens Forfølger; eller og de ende alle med dette Liv deres Bestemmelse, og vende tilbage i den Tilstand, hvorfra de ved Fødselen ere tagne; deres Ruller strække sig da ikke videre end paa dette Livs Skueplads: ved Enden træde Skuespillerne af, og blive igien det, som de ellers i det almindelige Liv ere. Jeg undseer mig, dyrebare Ven! videre at forfølge disse Tanker; thi jeg mærker, at de føre mig paa aabenbare Urimeligheder.
Det siger intet, Cebes! svarede Socrates; vi maae og sørge for dem, der ikke saa let ved en urimelig Følge blive skamrøde. Lige Væsener, meener du,
