rer at være Siælens Verktøi, og Siælen maae følge ganske andre Love, end de herneden foreskrevne. Imidlertid er det nok for vores Uvished, at Mangel paa en klar Selvbevidsthed, ligesom i Søvne, ikke modsiger en Aands Natur. Thi naar dette er, saa synes vor Frygt ikke ganske ugrundet. Men naar vi ønske at blive befriede fra denne frygtelige Tvivl, kan vi da forlange noget meere, end den Forvisning, at vores Frygt strider imod Guds Hensigter, og at han lige saa lidet kan finde Behag deri, som i sine Skabningers evige Elendighed?
Rigtig! svarede Cebes, naar vi ikke forlange en Overbeviisning, som strider imod den undersøgte Sags Natur. Da jeg forebragte dig min Tvivl, dyrebare Ven! har jeg selv anviist nogle af Skaberens Hensigter laante Grunde, som giøre din Lærebygning høist sandsynlig, men jeg ønsker at høre dem af din Mund, og mine Venner ønske det med mig.
Jeg vil forsøge, sagde Socrates, om jeg kan giøre eder Fyldest. Svar mig, kiære Cebes! Naar du frygter, ved Døden for evig at tabe ald vaagende Selvbevidsthed, frygter du da tillige for, at denne Skiebne forestaaer det samtlige menneskelige Kiøn, eller kuns en Deel deraf? Blive vi alle snappede bort af Døden, og, at tale i Digter-Sproget, af den henbaarne i dens ældre Broders, den evige Søvns, Arme? eller ere
