Rigtig!
Du tilstaaer videre, at den er uforgiengelig?
Herom er jeg overbeviist.
Saa vidt, blev Socrates ved, have vore Begreber om Udstrækningens og Forestillingens Natur ført os. Men nu opkommer Tvivl om den menneskelige Siæls tilkommende Skiebne, der for saavidt eene og aleene hænger af den Allerhøiestes Villie og Gotbefindende. Vil han lade Menneskets Siæl i Evighed blive ved i en vaagende Tilstand, sig selv bevidst om det Nærværende og Forbigangne? Eller har han bestemt den samme til, ved Legemets Bortgang at hensynke i een Søvnen lignende Tilstand, og aldrig at opvaagne? Var det ikke dette, der endnu forekom dig uvist?
Just dette, kiære Socrates!
At en aldeles Berøvelse af ald klar Selvbevidsthed, ald Betænkning, i det mindste paa en kort Tid, ikke er umuelig, lærer Søvn, Afmagt, Svingel, Henrykkelse, og tusinde andre Erfaringer. Vel er Siælen i alle disse Tilfælde endnu fængslet til sit Legeme, og maae rette sig efter Hiernens Beskaffenhed, der i alle disse Svagheder ikke anbyder den andet end nogle umærkelige Træk, og som let kunne udslettes. Heraf kan man ingen Slutning drage om vores Siæls Tilstand efter dens Fraskillelse fra Legemet; eftersom Foreeningen imellem disse to forskiellige Væsener da ophæves, Legemet ophø-
