dig til evig Pine, og lade dig, enten du var skyldig eller uskyldig, være uophørlig elendig?
Aldrig, aldrig! raabde Apollodorus, som dette Spørgsmaal dog ikke var rettet til, og Cebes nøiedes med at istemme det samme.
Vi ville, blev Socrates ved, antage denne Sætning, at Gud ikke har bestemt os til evig Elendighed, som en Maalestok for Visheden i vor Kundskab, saa ofte som vor Tale gaaer ud paa tilkommende Ting, der eene og aleene hænge af den Allerhøiestes Villie. Af de skabte Tings Natur og Egenskaber lader sig i dette Fald intet med Vished slutte; thi heraf følger aleene de Sætninger, der i og for sig selv ere uforanderlige, og altsaa hænge af den Allerhøiestes Kundskab, ikke af hans Gotbefindende. Til de guddommelige Fuldkommenheder maae vi i slige Undersøgelser vende os, og søge at udforske hvad der stemmer overeens med de samme, og hvad der modsiger dem. Det, hvorom vi ere overbeviiste, at det ikke er overeenstemmende med samme, kan vi forkaste, og holde for saa umueligt, som om det streed med den undersøgte Tings Natur og Væsen selv. Et ligt Spørgsmaal er det, kiære Cebes! som vi, i Anledning af din Indvending, nu have at undersøge. Du tilstaaer, min Ven! at Staten er et enkelt Væsen, der bestaaer for sig selv uden Legemet. Ikke saa?
