Rækken af vores Kundskab som i Tilværelsen selv uden for os, altid de Bageste i Ordenen, i det de immer forudsætte et begribende Væsens Virkelighed; Ville vi indrømme dette?
Vi kunne ikke andet, sagde Simmias, eftersom vi have maattet tilstaae alt det forrige.
Og dog alligevel, blev Socrates ved, tager Menneskenes Meening for det meeste sin Tilbagevei af denne Orden. Det første, hvorom vi troe at være forsikrede, er Legemet og dets Forandringer; disse bemestre sig saa meget alle vore Sandser, at vi i lang Tid holde den materielle Tilværelse for den eeneste, og alt det øvrige for sammes Egenskaber.
Det glæder mig, sagde Simmias, at du selv, som du ikke utydelig giver at forstaae, er gaaet denne forkeerte Vei.
Rigtig, Kiære! svarede Socrates; alle Dødeliges første Meeninger ere hinanden lige. Denne er Rheden, hvorfra de tilsammen tiltræde deres Fart. Søgende Sandheden, irre de op og ned paa Meeningernes Hav, indtil Fornuft og Eftertanke, disse Jupiters Børn, skinne i deres Seil, og forkynde dem en lykkelig Anlanding. Fornuft og Eftertanke føre vor Siæl fra Legemverdenens sandselige Indtrykke tilbage til sit Hiem, i de tænkende Væseners Rige, fornemmelig til sine Liige, til skabte Væsener, der, formedelst sin En-
