I Rækken af vores Kundskab gaaer altsaa altid det tænkende Væsen foran, og det udstrakte Væsen følger efter; vi erfare først at Begreber, og følgelig et begribende Væsen, ere virkelige, og derfra slutte vi til Legemets og dets Egenskabers virkelige Tilværelse. Vi kan og herved overtyde os om denne Sandhed, fordi Legemet, som vi forhen have seet, uden det tænkende Væsens Forretning intet Heelt udgiør, og Bevægelsen selv ville, uden at holde det Forbigangne tilsammen med det Nærværende, ingen Bevægelse være. Vi maae altsaa betragte Sagen fra hvilken Side vi vil, saa støder altid Siælen med dens Forretninger allerførst paa os, og derpaa følger Legemet med sine Forandringer. Det Begribende gaaer altid foran det blot Begribelige.
Dette Begreb synes frugtbart, mine Venner! sagde Cebes.
Vi kunne, blev Socrates ved, inddeele den ganske Kiæde af Væsen, fra det Uendelige til det mindste Støvgran, i tre Leed. Det første Leed begriber, men kan ikke begribes; dette er den eeneste, hvis Fuldkommenheder overstige alle endelige Begreber. De skabte Aander og Siælene udgiøre det andet Leed; disse begribe og kunne begribes af andre. Legemverdenen er det sidste Leed, der aleene kan begribes af andre, men ikke selv begribe. Gienstandene i dette sidste Leed ere, saavel i
