nes Slag, hvoraf de pleie at geleides. Ting af saa forskiellig Art, min kiære Simmias! af saa forskiellige Egenskaber, kunne, uden den største Uagtsomhed, ikke forvexles med hinanden.
Jeg er ganske tilfredsstillet, var Simmias’s Svar.
Endnu en lille Anmærkning, lagde Socrates til, førend jeg vender mig til dig, min Cebes! Det første, som vi vide om Legemet og dets Egenskaber, er det noget meere end den Art og Maade, hvorpaa det fremstiller sig for vore Sandser?
Noget tydeligere, min kiære Socrates!
Udstrækning og Bevægelse ere Forestillinger, som det tænkende Væsen give sig om de Ting, som ere virkelige uden for det. Ikke saa?
Det tilstaaer jeg.
Vi maae have de tilforladeligste Grunde til at være forsikrede om, at Ting uden for os ere intet andet end det, som de uden Hinder forekomme os at være; Men gaaer dog ikke, dette uagtet, Forestillingen selv foran, og Forsikringen, at dens Gienstand virkelig er til, følger efter?
Hvor kan det andet være? svarede Simmias, da vi om Tingens Tilværelse uden for os ingen anden Efterretning kan faae, end de Indtryk som den virker hos os.
