han ikke kunde eller torde vide. Den Forfængelighed, at vide Svar paa alle Spørgsmaal, har forført saa mangen stor Siæl til at paastaae Ting, som han i en andens Mund ville have dadlet. Socrates var langt fra denne Forfængelighed. Om Ting, der vare oven for hans Horizont, tilstod han med den naiveste Frimodighed: Dette veed jeg ikke; Og naar han mærkde, at man lagde Snarer for ham og vilde udlokke en Tilstaaelse af ham, saa trak han sig ud af Spillet, og sagde: Jeg veed intet. Oraklet paa Delos erklærede ham for den Viiseste blant alle Dødelige. Som det synes, saa havde Præstinden den listige Hensigt ved denne Smiger, at vinde en hende saa farlig Mand, og sætte ham i den Nødvendighed, at erklære hendes Orakelsvar for ubedragelige, saafremt han vilde være agtet for den Viiseste blandt alle Dødelige. Men Socrates gav Sagen en besynderlig Vending: „Veed I, sagde han, hvorfor Apollo holder mig for den største Viise i Verden? Fordi andre for det meeste troe at vide det, som de dog ikke veed; men jeg indseer vel og tilstaaer, at alt det, som jeg veed, løber aleene ud paa, at jeg intet veed.”
Socratis Berømmelse udbredde sig over heele Grækenland, og de anseeligste og lærdeste Mænd fra alle Egne komme til ham, for at nyde hans venskabelige Omgang og Underviisning. Begierligheden efter at høre
