Side:Phædon eller om Siælens Udødelighed.pdf/149

at dens Materie er Udstrækningen, og dens Virksomhed Bevægelsen. Men det, at iagttage, sammenligne, slutte, begiere, ville, føle Lyst og Ulyst, udfordrer et fra Udstrækning og Bevægelse ganske forskielligt Væsen, en anden Grundmaterie, andre Kilder til Forandringen. I et enkelt Grundvæsen maae her mange Ting forestilles, det uden for hinanden værende fattes tilsammen, det Ulige holdes imod hinanden, og det Forskiellige bringes i Sammenligning med hinanden. Det som paa et vidtløftigt Rum i denne Legemverden er adspredt, trænger sig her ligesom i een Punkt tilsammen, for at udgiøre et Heelt, og det, som ikke meere er til, bliver i nærværende Øieblik bragt i Sammenligning med det som skal skee. Her kiender jeg hverken Udstrækning eller Farve, hverken Rum eller Tid, men et indvortes virksomt Væsen, der forestiller sig Udstrækning og Farve, Roe og Bevægelse, Rum og Tid, der forbinder, adskiller, sammenligner, vælger, og kan tage imod tusende andre Beskaffenheder, der ikke har mindste Overeenstemmelse med Udstrækning og Bevægelse. Lyst og Ulyst, Begiering og Afskye, Haab og Frygt, Lyksalighed og Elendighed, opkommer ikke ved det, at smaa Jordpatikler forandre deres Sted. Beskedenhed, Menneskekierlighed, Velvillighed, det Henrykkende i Venskab, og den høie Følelse af Gudsfrygt, er noget meer end Blodets Kaagen og Pulsaarer-