tænkende Substantser, der boe i mig, som indfatter i sig alle de Begreber, hvorom jeg er mig bevidst, i samme Tydelighed, Sandhed, Vished, o. s. v. Er denne ikke min Siæl?
Intet andet, min dyrebare Socrates!
Min kiære Simmias! nu er det Tid at kaste et Øiekast paa den Vei vi have lagt tilbage. Vi have forudsat, at Tænkekraften er en Egenskab hos det Sammensatte, og, hvor forunderligt! af denne Forudsætning selv bringe vi, ved en Række af Fornuftslutninger, den ganske modsatte Sætning ud: at nemlig det, at føle og tænke, nødvendig maae være Egenskaber hos det Enkelte og ikke hos det Sammensatte: Er dette ikke et ganske tilstrækkeligt Beviis, at hiin Forudsætning er umuelig, sig selv modsigende, og altsaa at forkaste?
Ingen kan drage dette i Tvivl.
Udstrækning og Bevægelse, blev Socrates ved, i disse Grundbegreber kan, som vi have seet, alting, som kan tilkomme det Sammensatte, opløses; Udstrækningen er Materien, og Bevægelsen Kilden, hvoraf Forandringerne opkomme. Begge vise sig i Sammensætningen under tusende forskiellige Skikkelser, og fremstille i den legemlige Natur den uendelige Række af underfulde Dannelser, fra det mindste Soelegran lige til hiine himmelske Sphærers Herlighed, der af Digterne er holden for Gudernes Sæde. Alle stemme deri overeens,
