Rigtig!
Den tænkende Materies Bestanddeele maatte altsaa have Forestillinger, der ere lige saa tydelige, lige saa sande, lige saa fuldkomne, som det Heeles Forestillinger, thi af faa tydelige, faa sande o. s. v. lader sig ved Sammensætning ingen Kundskab udbringe, der skulle have en større Grad af disse Fuldkommenheder.
Dette er ikke at nægte.
Men er det ikke, i steden for en fornuftig Aand, som vi ville sætte i ethvert menneskeligt Legeme, ganske uden Fornødenhed at antage en utallig Mængde af de samme?
Ganske vist!
Og selv denne Mængde tænkende Substantser vil rimeligviis ikke være hinanden lige i Fuldkommenhed; thi slige unyttige Mangfoldiggiørelser finde i denne velindrettede Verden ikke Sted.
Skaberens allerhøieste Fuldkommenhed, sagde Simmias, lader os slutte dette med Tilforladelighed.
Altsaa maae een af de tænkende Substantser, som vi have sat i det menneskelige Legeme, være den fuldkomneste iblandt dem, og følgelig have de tydeligste og meest opklarede Begreber. Ikke saa?
Nødvendigviis!
Denne enkelte Substants, som er uudstrakt, besidder Forestillings-Evne, er den fuldkomneste af alle
