Lad os, blev Socrates ved, endnu tage dette i Overveielse: Naar mange slige Substantser vare tilsammen i et menneskeligt Legeme, ja naar vi ville holde alle vort Legems Grund-Elementer for Substantser af denne Natur, ville da mine Fornuftgrunde for Uforgiengeligheden tabe noget af deres Fasthed? eller ville saadan en Forudsætning ikke meget meere tvinge os til, i steden for en uforgiengelig Aand at tilstaae mange, og altsaa indrømme meere, end vi forlangte til vores Forehavende? Thi enhver af disse Substantser ville, som vi forhen have seet, indfatte i sig heele Indbegrebet af alle det heele Menneskes Forestillinger, Ønsker og Begieringer, og altsaa, hvad Kundskabens Omfang betreffer, kunde deres Kraft ikke være meere indskrænket end det Heeles Kraft.
Umuelig meere indskrænket.
Og hvordan i Henseende til Tydelighed, Sandhed, Vished og Liv i Kundskaben? Sæt mange forvirrede, mangelhafte og vaklende Begreber hos hinanden, kan derved frembringes et meere opklaret, fuldstændigt og bestemt Begreb?
Det synes ikke.
Naar ikke en Aand kommer til, der sammenligner dem, og deraf ved nøiere Eftertanke og Overlæg danner sig selv en fuldkommen Kundskab: saa ophøre de i Evighed aldrig at være mange forvirrede, mangelhafte og vaklende Begreber.
