Øieblik siden, naar vore Begreber vare fordeelte iblandt mange, og ikke nogensteds tilsammen i den nøieste Forbindelse at antreffe. Vi maae altsaa i det mindste antage en Substants, der foreener alle Bestanddeelenes Begreber; og kan denne Substants være sammensat af Deele?
Umuelig! thi ellers maae vi atter tage dem tilsammen, og holde dem imod hinanden, at der af Deelene kan blive et Heelt, og paa den Maade komme vi atter derhen, hvor vi ere gaaen ud fra.
Den maae altsaa være enkelt?
Nødvendig!
Og uudstrakt? thi det Udstrakte er deeleligt, og det Deelelige ikke enkelt.
Rigtig!
Der gives altsaa i vort Legeme i det mindste en eeneste Substants, der ikke er udstrakt, ikke sammensat, men enkelt, har en Forestillings-Kraft, og foreener i sig alle vore Begreber, Begieringer og Tilbøieligheder. Hvad hindrer os, at kalde denne Substants Siælen?
Det er lige meget, beste Ven! svarede Simmias, hvad Navn vi give den; Nok, at min Indvending ikke finder Sted ved den, og at alle dine Fornuftslutninger, som du har frembragt for det tænkende Væsens Uforgiengelighed, nu ere uomstødelige.
