hoved. De kunne vel ved Sammensætning og Forbindelse ikke blive andet i og for sig selv, end hvad de vare som enkelte, men dog forekomme det tænkende Væsen, der ikke tydelig kan udsætte dem af hinanden, anderledes, end de uden Forbindelse ville synes.
Dette kan man tilstaae, svarede Simmias.
Kan altsaa det tænkende Væsen have sin Oprindelse i enkelte Kræfter, der ikke ere tænkende?
Umuelig! da vi forhen have seet, at Evnen til at tænke ikke kan have sin Oprindelse i noget Heelt, der bestaaer af mange.
Ganske ret! svarede Socrates: Det, at tage de enkelte Kræfter, hvoraf en ulige Kraft hos det Sammensatte skal opkomme, tilsammen, forudsætter et tænkende Væsen, for hvilket de i Forbindelse skal synes anderledes end de ere. Naar altsaa det, at fornemme og tænke, med eet Ord: Forestillingen, skal være en Kraft hos det Sammensatte; Maatte da ikke Bestanddeelenes Kræfter være det Heeles Kraft lige, og følgelig ligeledes Forestillings-Kræfter?
Hvor var noget andet mueligt, eftersom intet Tredie kan gives?
Og disse Bestanddeeles Deele, saavidt Deeleligheden kan række, maae ikke og disse have ligedanne Forestillings-Kræfter?
