Vi vil altsaa sætte dette Fald, blev Socrates ved, og antage, at vores Siæl er en Virksomhed hos det Sammensatte. Vi have fundet, at alle Virksomheder hos en sammensat Ting maae flyde af Bestanddeelenes Kræfter: Maae altsaa, efter vores Forudsætning, det tænkende Legems Bestanddeele have Kræfter, af hvilke Evnen at tænke hos det Sammensatte resulterer?
Ganske vist!
Men disse Bestanddeeles Kræfter, af hvilken Natur og Beskaffenhed ville vi antage dem? skulle de være den tænkende Kraft lige eller ulige?
Dette Spørgsmaal begriber jeg ikke ret, gav Simmias til Svar.
En enkelt Stavelse, sagde Socrates, har dette Overeenstemmende med den heele Tale, at den er bemærkelig; men den heele Tale har en Forstand, en Stavelse derimod ingen: Ikke saa?
Rigtigt!
I det altsaa enhver Stavelse aleeneste opvækker en Følelse, der vel er bemærkelig, men mangler Forstand, saa udspringer der dog af hiins Indbegreb en forstandig Tanke, der virker paa vores Siæl. Her udspringer det Heeles Virksomhed af Deelenes Kræfter, som ere dem ulige.
Dette lader sig begribe.
