Saavidt jeg mærker, min kiære Socrates! er nu endog Overresten af min Tvivl borte.
Imidlertid, svarede han, fortiener den dog for sig selv at overveies, om jeg ellers ikke ved disse tornede Undersøgelser udmatter Eders Taalmodighed.
Vov det kuns, min Ven! raabde Crito til ham, vov det ogsaa at sætte disses Taalmodighed paa Prøve. Du har i det mindste ikke skaanet min, da jeg trængde paa at udføre et Forslag.
Intet om en Sag, faldt Socrates ham ind i Ordet, der nu har sin tilforladelige Rigtighed. Vi har her Ting at undersøge, der endnu synes at være underkastede Tvivl. Dog dette vel ikke meere, at vores Evne til at føle og tænke skulle søges i de legemlige Bestanddeeles Stilling, Dannelse, Orden og Harmonie: dette har vi, uden at træde enten Guds Almagt eller Viisdom for nær, som noget umueligt, forkastet. Men maaskee er denne tænkende Evne en af det Sammensattes Virkninger, ligesom Bevægelsens, Udbredelsens, Sammenhængens Kraft o. s. v., der væsentlig er forskiellig fra Deelenes Stilling og Dannelse, og dog ingen andensteds at treffe end i sammensatte Ting? Er det ikke, kiære Simmias! den eeneste Rest af Tvivle, som vi bestride?
Rigtig!
