Jeg maae, var hans Svar, bekiende min Uformue, endskiønt jeg mærker hvorhen dette sigter.
Et lykkeligt Forvarsel! raabde Socrates, naar Modstanderen selv forud mærker sit Nederlag. Svar mig imidlertid ufortrøden, min Ven! thi du har en ikke ringe Deel i den Seier, som vi haabe at erholde over dig: Kan en Tings Oprindelse forklares af sine egne Virkninger? Kan Skyggen, som et Træ kaster, ansees for Aarsagen til Træets Oprindelse, eller den vellugtende Duft for Aarsagen til et Blomster?
Paa ingen Maade.
Orden, Ligemaal, Harmonie, Regelrethed, overhoved alle de Forholdsmaader, der udfordre at tage mangfoldige Ting tilsammen og holde dem imod hinanden, ere Virkninger af Tænkekraften. Uden at sætte et tænkende Væsen til, uden at sammenligne og holde de mangfoldige Deele imod hinanden, er den regelretteste Bygning blot en Sanddynge, og Nattergalens Stemme ikke meere harmonisk end Natuglens Tuden. Ja uden denne Virkning gives der intet Heelt i Naturen, der bestaaer af mange uden for hinanden værende Deele; thi enhver af disse Deele har sin egen Tilværelse, og maae holdes imod hinanden, sammenlignes, og betragtes i Forbindelse, naar de skal udgiøre noget Heelt. Den tænkende Formue, og denne aleene i den heele Natur, er i Stand til ved en indvortes Kraft virkelig
