I Hensigt til Harmonien have vi seet, at f. Ex. enhver enkelt Luth intet harmonisk har, og at Overeenstemmelsen blot bestaaer i at sammenligne og holde forskiellige Luthe sammen: Ikke?
Rigtigt!
Lige Beskaffenhed har det og med en Bygnings Symmetrie og Regelrethed: den bestaaer i at fatte under eet og sammenligne mange enkelte uregelrette Deele.
Dette er ikke at nægte.
Men det, at sammenligne og holde en Ting imod en anden, er det vel andet end en Virkning af Tænke-Evnen? og er den, uden for det tænkende Væsen, nogen andensteds at antreffe i Naturen?
Simmias vidste ikke, hvad han herpaa skulle svare.
I den utænkende Natur, blev Socrates ved, følger enkelte Luthe, enkelte Steene paa og hos hinanden. Hvor er her Harmonie, Symmetrie, eller Regelrethed. Naar intet tænkende Væsen kommer til, der tage de mangfoldige Deele tilsammen, holder dem imod hinanden, og ved denne Sammenligning iagttager en Overeenstemmelse, saa veed jeg ingensteds at finde den; eller veed du, min kiære Simmias! i den siæleløse Natur at opsøge dens Spor.
